6.1.4
Kvalitetsvurdering
Når dataindsamlingen er færdig, og køkkenet vurderer, at datagrundlaget er troværdigt, skal kvaliteten vurderes i forhold til køkkenets kvalitetsmål (standarder og indikatorer).
I nogle tilfælde vil en dataindsamling vise, at køkkenet efterlever de fastsatte mål. Det betyder, at køkkenet kan frigive ressourcer til andre formål, eller at køkkenet kan søge efter andre forklaringer på, at brugerne eksempelvis klager over, at saucen er kold. Herefter kan en ny dataindsamling begynde.
Dataindsamlingen kan også vise, at køkkenet ikke lever op til sine kvalitetsmål og derfor må iværksætte forbedringer.
Når I vurderer, om køkkenets kvalitet er tilfredsstillende, bør I altid forholde jer til, om de opstillede kvalitetsmål/indikatorer er gode nok.